Anmeldelser


Musik i Rønde (MIR):

"Denne koncert var et mønstereksempel på, at det er af de mindre kendte navne, vi overraskes og får de helt store musikalske oplevelser!

Anja hun kan ja – og det er så sandt som sagt! Anjas smukke sange blev akkompagneret af overskudsmusikere, der formåede at give plads til hinanden, og samtidig lave et helt rent og tæt lydbillede  

Anja kan og vil ikke sættes i bås. Hendes sange spænder over flere genrer: Roots, blues, jazz, pop, country, west-coast - nogle numre er tempofyldte og andre er mere stille og balladeagtige. Temaerne er mange; men i bund og grund skriver hun sange om det at være menneske og de udfordringer, der altid følger med et levet liv - alle leveret med stor ærlighed og nærvær!"  

Midtjyllands avis

Steffen Lange giver 5 ud af 6 stjerner og skriver bl.a.:  "En smuk debut"

"Wait a minute fremstår som et meget helstøbt værk og en overraskende debut fra en sangerinde, der imponerer med sit store overskud og krav på at være "sin egen". Stemmen er moden og fyldig, men kan på samme tid fremstå sødmefyldt og skrøbelig - når melodi og tekst kræver det. Med andre ord en meget selvstændig og personlig stemme, der burde få mange ører op for denne smukke debut".     

Rootzone.dk

Claus Hellgren Larsen - EP "Make it good around here"  

"Anja Fønss er en blændende sanger og sangskriver og vi får her et billede af hendes brede talent. Hun bevæger sig ubesværet rundt i blues, swing, surf, indierock og folk med en friskhed og ærlighed, som vi måske mister, hvis hun finder en alt for fast udtryksform - hvad enten det bliver som her, med engelske tekster eller på dansk.”

Rootszone.dk - CD "Wait a minute"

"Det musikalske og poetiske univers trækker tråde til såvel Bruce Springsteens horisontale frelse ud af highwayen som til Tori Amos' fortællende sydstatsunivers med forskellige mystiske menneskeskæbner. Omdrejningspunktet i de fleste af teksterne er dog en oplevelse af musikken og sangen som evig livsfølgesvend og som metafor over livets genvordigheder.    De fleste af numrene rummer en intim og dybfølt stemning, hvor de akustiske instrumenter kommer til deres fulde ret i enkle arrangementer. Når den elektriske guitar er med, er det oftest for at understrege de akustiske instrumenter med sin egen diskrete melodifigur. Enkelheden er også tydelig, når Anja Fønss leger med genrerne og for eksempel lader en diskret dobro eller violin tilføre et blues- eller jazznummer en genuin country lyd.

Der er en laid back afslappethed over "Wait a Minute", det er lyse cafe latte numre over hele linjen ind i mellem tilsat lidt tekstmæssig malurt om de svære følelser i livet. To numre skiller sig ud fra dette og tilfører albummet en smule kant. Således nummeret "Tears from the Sky", som er en duet med Henrik Bertram Bruhn fra Turnip Greens. Det er et jazzet nummer med en hård og lidt skæv percussion, der sammen med pianoet giver nummeret en fed hoppende, lidt Tom Waits-agtig rytme. På samme måde med det sidste nummer 'Diminished', hvor tekst og musik går op i en højere stemningsmæssig enhed, hvor stilheden og de mørke skygger i en imaginær diner langs highway 61, understreges af det ensomme piano og Anja Fønss' følsomt filosofiske vokal: "Take a leap in the dark and the big world unknown wide open with no guaranties".